Jørgen Hansen Fogt

jorgenhansenfogt

Jørgen Hansen Fogt

Afskrift af ”Mit Levned Beskrivelse 

I Året 1800 købte min Farfar Jørgen Hansen fra Stevninghjørne en Gård i Broballe på Als, som siden har været vor Slægts Hjem. Da Sælgeren Christen Fogt det følgende År 1801 holdt min Fader over Dåben, gav han ham sit Familienavn, som han ønskede bevaret på Gården, så han blev døbt Hans Jørgensen Fogt. På denne Gård blev jeg født d. 2. Dec. 1838 og blev ifølge Traditionen opkaldt efter min Farfar Jørgen Hansen med Tilføjelse af det nye Familienavn Fogt. Vi vare 5 Søskende. Da jeg var 7 År begyndte jeg at gå til Skole i Oksbøl, og da jeg var 10 År, udbrød Krigen i 1848 og så fik vi jævnlig Indkvartering i de 3 År der kom. Vi havde for det meste 6 – 10 Mand. Så var det en Dag i 1849 at der kom et dårligt Rygte, så vort Mandskab blev helt nedslået. Det hed sig, at der var gået 2 store Krigsskibe tabt i Egernførde Fjord, og desværre viste det sig senere at være sandt. Det var Chr.VIII som blev skudt i Brand og sprang i Luften, samt Gefion som måtte overgive sig, hvorved vi mistede dem begge to. Vi kunde her hjemme gå og høre Kanonerne spille ved Dybbøl, men det faldt jo dog godt ud for Danmark den Gang. Så blev jeg i April 1853 konfirmeret og blev foreløbig hjemme for at hjælpe ved Gårdens Drift. 1860 kom jeg på Session og blev udtaget til Soldat. D. 30. Marts 1861 stillede jeg i Flensborg og blev tildelt 4. Jægerkorps 4. Komp. Om Efteråret blev jeg udtaget til Underkorporal og gik på Komandoskolen om Vinteren. I Juli 1862 kom jeg med ved Uddannelsen af Rekrutterne. Senere var jeg med at paradere ved Flensborgløvens Afsløring, ligeledes ved General Kroghs Begravelse. Generalen var død i København, men havde ønsket at hvile på Flensborg Kirkegård iblandt sine Kammerater fra 3 års Krigen.

I Eftersommeren var jeg med ved de store Manøvrer ved Dannevirke, hvor vi blev præsenterede for en Del fremmede Officerer som ydede os fuld Anerkendelse. I Okt. 1862 blev jeg hjempermitteret fra Flensborg, men efter at have været hjemme et År, blev jeg atter indkaldt i Nov. 1863 og lå indkvarteret i Flensborg mens Kong Frederik VII døde på Lyksborg Slot. Den folkekære Kong Frederiks Død gik os mer til Hjærte, mørke Skyer hang truende over Fædrelandet og vi havde Alle på Fornemmelsen at den elskede Konges Død var et dårligt Varsel. Kort efter førtes vi med Toget til Nymønster og marcherede derfra til Oldeslo, hvor vi lå i Kvarter til midt i Jan. 1864. Så marcherede vi tilbage til Dannevirke og kom i Fægtning med Prøiserne d. 3. Febr.  Vi måtte trække os tilbage bag Volden, hvor vi lå et Par Døgn. Mod Aften d. 5. Febr. blev det os meddelt at vi måtte rømme Dannevirke, og jeg må tilstå at det vakte ualmindelig dyb Sorg. Så tyst som muligt begyndte vi at bryde op og vandrede siden nordpå. Men det blev en sørgelig Vandring. Allerede det at vi sådan skulde snige os bort, tyngede på vort Sind. Langt hellere havde vi taget en hård Dyst med Pikkelhuerne. Dertil kom at det for Hestene var så vanskeligt at stå fast i det glatte Føre, og vi skulde jo have både Artellerie og Kavallerie med os, at det ikke skulde falde i Prøisernes Hænder. Det gik kun småt frem for os mod Modvind og Islag.  Vi marcherede både Nat og Dag til vi nåede Sønderborg.

Der var aldeles overfyldt med Militær. Men allerede om anden Dag kom en stor norsk Damper som sejlede os til Fredericia. Efter kort Tids Ophold der, førtes vi i Dampskib til Hals og Marcherede så lans Limfjorden til Aggersund. Jeg var en Dag med på en Avertissementspost som blev indkvarteret i Næsborg Præstegård. Kort Tid efter fik vi Våbenhvile og flyttede til Løgstør. Der blev vi dog heller ikke længe, men førtes snart til Fyn, hvor vi holdt Strandvagt. Da vore Soldater de sidte Dage i Juni, som følge af Prøisernes Overgang til Als, måtte forlade dette sidste Stykke slesvigsk Jord, forlangte Tyskerne Slesvigerne hjempermitterede, og jeg blev da som Slesviger også sendt hjem. Hjemme i Sønderjylland havde Hjemmetyskerne imens ordentlig fået Medvind, hvilket vi daglig fik at føle. Og dette øgedes end yderligere ved Krigens ulykkelige Udfald, hvorved Danmark som bekendt måtte give fuldstændig Afkald på både Slesvig og Holsten. Vort Håb var dog stadig, at vi atter ret snart måtte genforenes med vort gamle Fædreland. Da Kejser Napoleon 1866 fik § 5, som hjemlede os Ret til selv at bestemme vort Tilhørsforhold, indført i

2.

Vienerfreden, satte vi vor Lid til den. Og ved Valget til den tyske Rigsdag 1867, troede vi at det måske skulde gælde for vor Rettesnor. Dette slog dog fejl. Ligeledes håbede vi at Tyskerne vare blevne slåede 1870 i Krigen med Frankrig, men vi bleve atter skuffede. Da denne Krig brød ud, fik vi Ordre til at stille i Prøisens Rækker for at kæmpe mod Frankrig. Enkelte fulgte Ordren, dog den største Part sejlede til Fyn, og imellem dem var jeg. Vi meldte os på Amtmand Dahlerups  Kontor i Odense, hvor vi blev indskrevne som Danske.  Forår 1871 forlangte de hjemlige Myndigheder os tilbage.Vi måtte så atter rejse hjem og melde os på Landrådskontoret. Der fortaltes, at vi skulde alle sammen sendes til Tugthuset i Rendsborg. Slet så galt gik det dog ikke. Efter at vi vare blevne ordentlig hundsede, lode Tyskerne os gå enhver til sit. I Året 1868 var jeg bleven gift med Kroejer og Dyrlæge Hans Schmidts Datter Dorthea og 1872 overtog jeg min Fødegård. Tiden gik nu med både ondt og godt. Alt imens man passede sin Gård, merglede og drænede Jordene, kæmpede man stadig med Tyskerne, for at værge vor Nationalitet og vort Modersmål. Vi led mange Skuffelser, men det lutrede vort Sind, og Vorherre hjalp os stadig, så at når Tyskerne slog en Dør i Lås for os , så sprang der stadig en anden op. Min Kone og jeg har 5 Børn. –  1 Søn og 4 Døtre. I Året 1899 overlod jeg min Søn Gården. Min Kone og jeg flyttede så ind i Aftægtsboligen, hvor vi har boet siden. Vi har Gud ske Lov et godt Helbred begge to, samt et tilfreds Sind. Blot er min Kone tunghør og jeg har i en Årrække været døv. Vi ere nu de eneste to tilbage af hver vor Søskendeflok. Min Kone er nu 83 og jeg 82 År gammel. Vi har 20 Børnebørn – 12 Drenge og 8 Piger.- Vor Søn, Sønnesøn og en Svigersøn vare med i Verdenskrigen. Sidstnævnte forsvandt d. 6. Juni 1915 ved Moulin i Frankrig. Sønnesønnen blev såret i venstre Underarm og højre Skulder. Men da det kun var Kødsår, fik han ikke varig Men deraf. Ved Verdenskrigens Udbrud vare vi straks klare over at nu vilde Tyskerne komme til at høste hvad Bismark havde sået. Og det var ikke helt uden Glæde vi modtog Budskabet. Thi ligesom Retten stadig hvde været vor Styrke i Ulændigheden, så var det nu vort Håb at Tyskerne, som dem der idelig krænkede Retten, nu måtte få Gengældelse og tabe Krigen. Og det jublede i vort Bryst ved at tænke på, at vi så atter vilde komme hjem til Danmark. Det blev dog hårde År for os. Det kneb undertiden meget hårdt med at bjerge Føden. thi næsten alt blev taget fra os og brugt til de tyske Soldaters Forplejning. Og det knugede og trykkede vort Mod, når Tyskerne vandt det ene Slag efter det andet. Men endelig efter 4 Års Krig sejrede Retten og vore Undertrykkere måtte falde til Føje og lade sig Freden diktere i Versailles.

Og nu Gud ske Lov og Tak, nu er Eventyret fuldbragt. Vor Skude er landet i Danmarks Havn. Vi har fået Barneret i det danske Hus, har atter fået Lov til at kalde os Danske. Dannebrog smelder nu lystig for Vinden i vor Have. Og når vi om føje Tid lægger os til Hvile, så kan vi hvile trygt i den danske Jord.

 

Broballe, Jul 1920.

undertegnet Jørgen Hansen Fogt,

fhv. Underkorporal Nr. 92 ved 21. Regiments 7. Komp.

 ———- o O o ———-

 Efterskrift, skrevet 1928 af Jørgen Hansen Fogt`s søn, Hans Fogt, følger på side 3.

3.

Foranstående er en Afskrift af en Levnedsskildring, Som Fader på Opfordring sendte til Kongen, da han ind under Jul 1920 var bleven benådet med  Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Det er dog ikke Meningen at dette alt sammen skal skrives i Avisen,- måske senere en Gang, når Fader ikke er mere. Jeg kunde ønske at tilføje endnu et Par Noter. Fader var Optant til hanad Midten af Firserne. I den Tid sad han en Del År I Menighedsrådet. Og det var ham en bitter Sag, da en ny Lov satte alle danske Undersåtter ud af dette såkaldte Tolvmandsråd. Hvilke vanskelige og nedværdigende Situationer Optanterne kunde komme ud for, tjener efterfølgende som Eksempel på. En Vinterdag sad vi i Køkenet og spiste, Fader for Bordenden med Børn og Tyende langs Bordsiderne.  Ind trådte da to tysksindede Gårdmænd i Søndagspuds og anmodede Fader om at følge med for at fejre den gamle Kejser Vilhelms Fødselsdag. Ja, sagde Fader, det kan jo ikke lade sig gøre, da vi som I ser, har travlt med at tærske. Hertil svarede de: Det haster ikke, Du kan godt sende Mandskabet ud i Vedkastet. Dog det syntes Fader lod sig ikke gøre og efter endnu nogen Tids parlamenteren gik de da igen til vor store Glæde, thi et overilet Ord i dette Øjeblik kunde let være bleven Kilden til Hævn og Sorg. År 1897 slap Fader ikke så heldigt, idet han da måtte afsone 14 Dages Arrest for Majestætsfornærmelse. Årsagen var at 2 tyske Tjenestekarle, som naturligvis kendte Faders danske Sindelag havde fået anbragt et stort Kejserbillede samt nogle tyske Flag på det mest iøjnefaldende Sted i deres Kammer. Og da de på Faders Anmodning ikke vilde fjerne dem igen, tog han dem selv ned.  Ved hans Løsladelse hentedes han hjem af Byens danske Gårdmænd. Det jeg finder der især kendetegner Fader, er Rigtroskab, Arbejdsomhed, hans aldrig svigtende lykkelig lyse og ligevægtige Sind samt hans trofaste Kærlighed til gamle Danmark. Som han dog længtes efter oger glad ved at være bleven dansk igen. Sin Soldatertid er det han atter og atter med lykkelig Glæde mindes, når han sidder og i Tankerne sysler med Fortiden.

Gid Gud bevare hans Helbred samt hans lykkelige Tilfredshed til hans sidste Time.

Sdr. Hostrup                                                                                                                     Hans Fogt.

Til

Hr. J. Bøgner

Lærer ved Nordborg Skole

Modtag samtidig de bedste Hilsener

til Dem og Deres Søster.

 ———- o O o ———-

 Foranstående levnedsskildring og efterskrift er den 13.10.2000. maskinskrevet uden ændringer i de to skribenters terminologi, stavemåde og tegnsætning.

 Henning Wriborg, Rytterhaven 3, Nordborg.