Anna Elise Larsen

Notice: Only variables should be passed by reference in /customers/9/c/5/oksbol-lokalhistorie.dk/httpd.www/wp-content/plugins/nextgen-gallery/products/photocrati_nextgen/modules/nextgen_basic_singlepic/package.module.nextgen_basic_singlepic.php on line 35 Notice: Only variables should be passed by reference in /customers/9/c/5/oksbol-lokalhistorie.dk/httpd.www/wp-content/plugins/nextgen-gallery/products/photocrati_nextgen/modules/nextgen_basic_singlepic/package.module.nextgen_basic_singlepic.php on line 35

Anna Elise Larsen var født den 19. august 1932 i Vollerslev sogn. Hun var datter af Henry Larsen og hustru Maren Larsen f. Petersen. Anna Elise flytter i 1942 ind i hendes mormor og morfars hus i Broballe ( Søholmvej 18 ) sammen med sine forældre og søskende, Dagny Larsen – Vera Larsen – Hans Larsen – Herluf Larsen – Inge Larsen – Carlo Victor Larsen – Anker Larsen ( som havde renovations firmaet AL Renovation).

Anna Elise blev dræbt i Oksbøl på krigens sidste dag d. 4. maj 1945, det kan du læse meget mere om her på siden. Her er også forskellige avisartikler om hændelsen.

H V O R F O R ?
Den 4. Maj 1945 lidt over middag overfløj engelske jagere Als fra syd mod nord og beskød alle de køretøjer, de kunne få øje på. Kloge hoveder vil vide, at der af tyskerne den dag var planlagt en ”hemmelig transport” af et eller andet til Nordborg. Da maskinerne kom fra syd, har de i første overflyvning af Oksbøl for sent fået øje på vognmand Jørgen Thomsen’s lastvogn, der stod parkeret lige nord for hans ejendom 4. De vendte derfor om og beskød lastvognen fra nord. Samtidig var Anna Elise Larsen, Broballe, sammen med sin skoleveninde Cecilie Rasmussen, Broballe, på vej hjem fra skole. De kørte normalt med skolebus, men netop den dag var bussen af en eller anden årsag indstillet, og de måtte gøre turen til fods. De var, som Cecilie fortæller, kommet bagefter de andre elever fra Broballe, Mjels-området, fordi de gik og ”pjankede og legede og havde det så rart”. Idyllen bliver nu pludselig til alvorlig uhygge, og pigerne søger i første omgang ly for kugleregnen i grøften ved 1. I haven, syd for Jørgen Thomsens hus 5, gik en havemand, som fik øje på pigerne og råbte til dem, at de skulle komme i dækning hos ham, syd for huset. Pigerne løber så ind ad den privatallé, der fører forbi haven. Da de når til 2 bliver Anna Elise Larsen ramt i halspulsåren af en granatsplint og Cecilie Rasmussen bliver ramt i det ene knæ, ligeledes af en splint, som bliver siddende. Hun synker sammen, men er i stand til at rejse sig og fortsætte mod havemanden. Hun når at høre Anna Elise råbe: ”Hjælp mig, jeg er ramt”. Så mister hun kontakten med hende. Det viser sig, at Anna Elise er fortsat, stærkt blødende, til gdr. Laurits Hellesøe’s bagtrappe 3, hvor hun forbløder, inden den af Mette Hellesøe tilkaldte læge når frem. I lastvognen, som var jagermaskinernes egentlige mål, sad snedkermester Henrik Schlichting, Broballe og ventede på at blive kørt til læge, da han kort forinden var kommet til skade med sin hånd. Han kastede sig ud af bilen og slap med et ufarligt strejfskud i hovedet. Da der igen var faldet ro over Oksbøl, begav Cecilie sig, sammen med havemanden, på ve til fods mod Broballe, hvor hun bliver modtaget af sin mor. Cecilie var på det tidspunkt uvidende om Anna Elise’s tragiske skæbne, og først sent på kunne moderen få over sine læber, at Cecilie havde mistet sin bedste veninde. Få timer efter kom fredsbudskabet ind i vore stuer, og så er det man spørger: ”Hvorfor måtte Anna Elise Larsen ikke høre dette glædelige budskab?”
Ovenstående er nedfældet på basis af oplysninger fra Cecilie Rasmussen, som er eneste nulevende øjenvidne. Hun er i dag gift, Hansen, og bosat i Haderslev.
Den 28. marts 1985. Henning Wriborg, Oksbøl.

Dette er en afskrift af et dokument som er skrevet på skrivemaskine af Vognmand Jørgen Thomsen, Oksbøl

Anna Elise Larsen
Den 4. maj 1945 var min Far og jeg med lastbil kørt ned til købmand Lausten i Broballe med nogle varer. Da vi kom derned ved 9 tiden fortalte man os, at der over radioen var blevet advaret imod trafikken på de Sønderjydske landevej, hvor transporter ville blive angrebet af engelske flyvere. Vi besluttede os derfor til, at køre hjem og stille bilen ind i garage. Vi kom godt hjem og stillede bilen ude på vejen ved vor indkørsel og gik ind for at sige vi blev hjemme til middag. Kort efter hørte vi nogle flyvere og gik ud i døren, og så to flyvere ommehelt lavt over Karholm skov inde fra Nordborg, med retning mod bilien vi gik i skjul, og hørte nogle skudsalver fra en maskinkanon. Straks flyene var borte gik vi ud til bilen og så at alle der bagerste 4 dæk var gennemskudt. Ude i vores have var fhv. agermester Joh. Bennedsen i færd med havearbejde han kom løbende hen til os og fortalte, at han havde hjulpet en pige over hegnet til vores have, men en anden pige var løbet ind til L. Hellesøe hvor det viste sig, at hun var blevet ramt af et sprængstykke og var faldet død om. Senere fandt min mor nogle sprængstykker ude i vores have hvor Bennedsen havde arbejdet. Vi kunne også se at nogle sprængstykker var gået igennem taget af vores stuehus, dog uden at rette skade eller antænde det stråtag det var beklædt med.

Vognmand Jørgen Thomsen Oksbøl.